Parodontosebehandling

Parodontitis

Paradentose er de løse tænders sygdom og en af de hyppigste folkesygdomme

Sygdommen kan ramme os alle, men heldigvis kan vi gøre meget for at forebygge den. Paradentose skyldes et sammenfald af forskellige omstændigheder. Der er flere faktorer, der spiller en rolle. Vi ved i dag, at der er specielt 2 forhold af afgørende betydning for udvikling af sygdommen. Mundhygiejne og tobak. Vi ved at parodontose kan være medvirkende til flere sygdomme, bla. diabetes og hjertekarsygdomme. Det er derfor vigtigt at komme til regelmæssig kontrol og tandrensning.

Forebyggelse

Med en tip-top mundhygiejne og intet tobaksforbrug gør du selv, hvad du kan for at undgå paradentose. En god mundhygiejne fjerner plakken, d.v.s de bakterier, der sætter sig fast på tænderne og som kan forårsage først tandkødsbetændelse og siden paradentose.

Det er af afgørende betydning for forebyggelse af tandkødssygdomme, at man renser overgangen mellem tænder og tandkød – HELE vejen rundt om tanden. Det vil i praksis sige, at man ikke kun skal børste grundigt, men også være omhyggelig med at rense mellem tænderne hver dag med tandtråd. Der kan evt. suppleres med tandstikkere. Det er nemlig ofte lige præcis MELLEM tænderne, at paradentose opstår.

Ønsker du vejledning i forhold til at kvitte tobakken, kan vi også hjælpe dig. Regelmæssigt tandeftersyn og nødvendige behandlinger er ligeledes meget vigtige i forebyggelse af sygdommen. Ofte opdager man nemlig ikke selv paradentose, før den er meget fremskredet.

Behandling

Tandkødsbetændelse viser sig bl.a. ved blødning og meget rødt tandkød, og kan forholdsvis nemt behandles. Det er nødvendigt med en professionel tandrensning og en god instruktion, så man er i stand til at ændre sine hygiejnevaner. Hvis det er gået galt, og man har fået parodontose, kan tandlægen eller tandplejeren måle fordybede lommer mellem tænder og tandkød. Der kan være pusflåd og blødning, dårlig ånde samt tab af knoglevæv, som bevirker at tænderne løsner. En ubehandlet parodontose kan medføre, at man bliver tandløs.

Behandling af parodontose kan strække sig fra regelmæssige mindre parodontose behandlinger til større operationer – naturligvis under lokalbedøvelse-, måske medicin eller andre behandlingsformer. Hvis det er nødvendigt med en parodontoseoperation skal man vide, at tænderne bagefter i nogle tilfælde ser længere ud, da det er nødvendigt at fjerne noget tandkød.

Det er ikke enkelt at blive paradentose fri igen, så det er vigtigt at forebygge det. Hvis du alligevel har været uheldig og har fået parodontose, kan vi hjælpe dig på mange måder. Parodontose kræver et godt samarbejde mellem patient og behandler, idet der ofte skal kontrolleres og hjælpes med gode tips om fortsat god mundhygiejne for at opnå et godt resultat.